Drømmen om et udendørs bad…

Vi drømmer om at etablere et udendørs bad i vores baghave. Her er der god afskærmning for “nysgerrige” blikke og muligheden for at lave spastemning er absolut til stede. Hvordan det præcis skal udformes ligger dog ikke helt klart. Men vi drømmer om noget i stil med nedenstående.

Haven – nyt bed og plantekasser

I maj fik vi hjælp af svigermor til at få lidt styr på haven. Det er planen at meget skal laves om i fremtiden men først og fremmest skulle den blive mere præsentabel at kigge på. Vi lavede derfor lidt bede om, bygget et par plantekasser af gammel terasse og sådan vil den formentlig fremstå indtil næste sommer.

Vi har mange drømme – dem vil vi fortælle mere om i fremtiden……

Hjemmelavet plankebord

Henover vinteren blev der også tid til et nyt spisebord til lejligheden.

Vi fik indkøbt tre planker af elmetræ (måske ask. Er ikke sikker!) De blev tykkelseshøvlet og savet af i ens længde og to forskellige bredder. Heldigt man har adgang til de rette maskiner…

I garagen har jeg lavet rundinger med en overfræser samt slebet fladerne. Først korn 80 og derefter korn 120.

Efterfølgende fik de Junckers bordpladeolie af flere omgange der blev masseret ind i træet med en grydesvamp (ikke den grove side) og poleret med et gammelt stykke sengetøj (bomuld). Burde nok have slebet endnu en gang med korn 200 eller 400 men det pønser jeg på at gøre inden det skal have olie næste gang.

Benene er fra IKEA. 50,- stykket!! De var 30mm for høje så hvert ben har måtte finde sig i saven.
Midt på plankerne nedenunder har jeg lavet en stump profiljern på tværs som fastholder dem i forhold til hinanden i håbet om at de ikke vil “slå sig” for meget i forskellige retninger.

Renovering af stol

Et af møblerne der fulgte med huset da vi overtog har fået nyt liv.

Stolen har midlertidigt fået plads i lejligheden men flytter nok tilbage ud i havehuset for at tjene som læsekrog.Temperaturen var desværre nok lige lav nok til at malingen nåede at hærde ordentlig og har derfor fået et lidt sjovt look. Heldigvis kun for det trænede perfektionistiske øje…

Hems – lyst og luftigt

Da vi overtog huset var hemsen ikke færdiggjort og gemt væk. Den blev mest brugt til opbevaring og som loft over køkken, gang og toilet.
Vandvarmeren var sat op på hemsen og inden vi gemmer den væk har jeg isoleret rørerne med nogle rørskålerester fundet i skuret samt lavet en bedre installation med sikkerhedsarmatur og beskyttelsesleder i elinstallationen. Loftet over badeværelset er ligeledes isoleret med nogen isoleringsrester der lå gemt bagerst på hemsen. På billedet nedenfor kan du se hvordan hemsen så ud inden renoveringen.
Det åbnede meget op at få nogen brædder væk og en større åbning. Men det der rykker mest er tagvinduet!
Det er monteret indefra ved først at pille en tagplade af ved at skrue skruerne af med en tang. Sikke et pillearbejde!! Utroligt hvad man gør for ikke at komme ud på taget og kravle i frostvejr.
Det største problem har været at skære pladerne pænt til og ikke at få dem til at “ride”. Men hva faen. Det er tæt!
Og sådan er det endelige resultat. Ovenlys på hemsen og til venstre for lystunnelen ned til det mørke mørke toilet. Det er helt utroligt hvilket lys det giver indenfor ved selv den mindste smule lys udenfor. En enkelt stjerne på himmelen og man kan orientere sig uden at tænde lyset.

Køkken-alrum

Da vi overtog huset var det mørkt, tæt og indelukket.

Vi besluttede at åbne op og få et stort køkken-alrum istedet for det smalle køkken og den smalle gang.

Vi har forsøgt at gennemtænke hvor stikkontakter, emhætte, vandtilslutning osv. skal sidde inden væggen blev  lappet, tapetseret og malet.

Når det rå ubehandlede gulv nu alligevel var fritlagt kunne det ligesågodt få en omgang slibning og lakering.

Gulvet er behandlet efter følgende fremgangsmåde:

  1. Fodpaneler og lister afmonteres og rummet tømmes
  2. Gulvet vaskes med grundrengøring
  3. Derefter gennemgås det for søm og lignende der kan ødelægge slibepapiret
  4. Vi lejede en gulvsliber (rondelsliber) i Silvan og købte sliberondeller samt en pose til den indbyggede støvsuger.
  5. Gulvet slibes med korn 120 (vi brugte to stk til ca. 30m2) da det ikke har været behandlet før.
  6. Hjørnerne sleb vi med en håndrondelsliber også kaldet excentersliber.
  7. Efterfølgende slibes gulvet med en mellemlægsliberondeller (ligner lidt en skuresvamp og sidder normalt som pude mellem slibepapir og rondel.)
  8. Gulvet lakeres med FAXE GOLak og mellemslibes med en mellemlægsliberondel.